Ulrich Alster Klug

Generelt

Jeg er født i Roskilde i 1969, har altid haft en stor interesse for historie og begyndte at slægtsforske i 1984.

1988 tog jeg matematisk-samfundfaglig studentereksamen fra Amtsgymnasiet i Roskilde. Det bedste lærer, jeg havde i gymnasietiden var vores samfundfagslærer, Flemming Riis. Han var meget mere socialist, end jeg, men han lagde - modsat så mange andre af vore lærere - ikke skjul på det, og vi havde nogle gode, lærerige og spændende diskusioner - det var jo i midten af firserne, hvor Danmark første fodnotepolitik i NATO, og hvor der stadig var noget kolorit på dansk politik.

Så læste jeg og bestod Ha-m studiet ved Handels Højskole Syd i Slagelse. Det var en god institution. Vi lærte mere, end man gjorde på den tilsvarende uddannelse i Kbh, og vore undervisere var generalt meget engagerede og kompetente. Jeg lærte to meget væsentlige ting under min studietid: Metodelære og metodik og rapportskrivning. At kunne systematisere indsamling af viden og lige så vigtigt at kunne systematisere videregivelsen af denne viden er uhyre vigtig - som underviser, som slægtsforsker og i det hele for alle videnskabsfolk. Jeg tror, det generelt skiller humanister og andre videnskabsfolk, at humanisterne netop ikke har lært eller ikke bruger den metodiske rapportskrivning. En konklusion er altid korrekt - når man holder sig kriterierne for undersøgelsen for øje.

Slægtsforskning

Det vanskeligste spørgsmål at få stillet som slægtsforsker er, hvorfor man slægtsforsker. Hvorfor kan man lide musik? Det er der aldrig nogen, der spørger en musiker om. Jeg tror, det nærmeste man kan komme et svar måske dels består i, at det er så spændende, at vi kan komme tæt på mennesker, som ikke havde chansen for at komme tæt på os, dels må det handle om, at man i sidste ende kan blive klogere på, hvem man selv er. Ikke bare med hensyn til, hvad ens slægtninge hed, hvor de boede og hvad erhver de havde, men undertiden også på deres indstilling til forskellige spørgsmål. F.eks. kan visse psykologiske mønstre afdækkes - og det er vildt spændende, når man ser, hvordan vi ikke bare er et produkt af vore gener - og hvad der ellers er medfødt (jeg tror, en god del af vores personlighed er mødfødt), men også gennem vores familie og især vore forældre præges af vores aners liv.

Men uanset hvor meget man vil analysere årsagen til at vi slægtsforsker, så er det fascinerende og spændende at drive historiske studier, og de detaljer, man undertiden kan være heldig at få, er fantastiske. F.eks. fandt jeg blandt bilagene til et skifte en regning fra familiens skomager - den dækkede flere år, og det var ikke småting, som en stor husholdning havde brug for at fodtøj der sidst i 1700-tallet.

Eller at jeg ser, at når min tip-tip-oldefar skriver i sit testamente fra 1885, at de to eksekutorer må tage sig al den hjælp, de har brug for, dog IKKE fra advokater eller andre jurister, ja så skyldes det dels, at fem af hans søskende samt begge hans forældre havde været dømt og siddet i tugthuset for tyveri, dels at han selv var blevet dømt for opsætsighed mod byfogeden (denne havde forøvrigt udøvet politvold, idet han havde skubbet til tip-tip-oldefar, så han faldt på hovedet ned i en grøft - og derfor havde byfoged von Jessen straks anlagt sagen på embeds vegne).

Eller man opdager, at fem generationer i træk har mændene giftet sig med forældreløse piger. Godt nok døde mange mennesker fra små børn, men når det forekommer så konsekvent som her, tyder det må særlige forhold i de psykologiske forhold i familien. Det var jo trods alt ikke alle, der døde mens børnene endnu var umyndige. 

Det er spændende at se, hvad folk har efterladt sig - og hvordan de boede. Og at finde gamle billeder af forfædrenes bolig -eller næsten bedre: At kunne drage ud i landet og finde huset og fotografere det. Se at man har passet på det og holdt det godt og forsvarligt vedlige, så det kan stå mange, mange år endnu, det er fantastisk.

Af sådan mere konkret kan jeg da prale med, at jeg kun mangler fire af mine tip-tip-tip-oldeforældre på nuværende tidspunkt.

De to mangler, fordi sønnen hed Niels Pedersen - og han flyttede fra sin fødeegn. Jeg har en idé om, hvor han optræder ved folketællingen 1787, men han bor ikke hjemme hos forældrene, og i øvrigt er der en kedelig mangel på kilder fra området, han øjensynligt var fra. Men man kan ikke finde alt.

To mangler, det er Ann Trotmanns forældre, fordi der er tale om engelske aner. Min farmor var englænder, og det besværliggør forskningen i den gren af mine forfædre betydeligt.

Arbejde

Siden foråret 1995 har jeg levet af at undervise i slægtsforskning og af at holde foredrag om emner indenfor slægtsforskning.

Det er udviklende at undervise - der dukker altid nye spørgsmål op, og så skal det jo undersøges, hvordan man kan finde oplysninger om dette eller hint. Det er også sjovt at se, hvor forskelligt man registrerede det passerede ved de forskellige embeder før i tiden. Og rigtigt godt er det, når jeg ser elevernes begejstring og entusiasme. Det glæder mig meget, når jeg ser, at en del af mine elever har glæde af at slægtsforske gennem mange år.

Anden fritid

Når man gør sin hobby til ens erhverv, så må man have en hobby, der kun er hobby. Vi har katte. Cornish Rex - selvfølgelig må en slægtsforsker have katte med stamtavle! Cornish Rex-katte er meget kælne og kærlige, og på grund af deres meget korte pels, er der ikke nogen pelspleje eller forøget rengøring af hjemmet (udover kattegruset fra kattebakkerne).

Du kan læse mere om vore katte på: www.dk-yeoman.dk

Det er en stor kilde til glæde og lykke i hverdagen at være omgivet af katte. Jeg holder meget af Charles Dickens romaner, og glæden ved at læse dem bliver kun større, når man finder ud af, at Dickens var meget begejstret for katte. - Romanerne Vor Fælles Ven og Bleak House er altid værd at læse.

Skal jeg nævne to danskere, så må jeg fremhæve H. C. Andersen, fordi han i sine eventyr bruger et dejligt dansk, og jeg tror, han i høj grad har været med til at forme danske børns indføling med det danske sprog. Enkelt og rigt på billeder er hans sprog. Og dette er måske i virkeligheden en af de aller største bedrifter, han kan tillægges. Det er en dødssynd at forenkle eller modernisere sproget i hans skrifter! Hvordan skal børn lære sproget at kende, hvis man amputerer det? At hugge fødderne af et barn, der skal lære at gå, er heller ikke formålstjenligt.

Vilhelm Bergsøe, der har skrevet flere videnskabelige værker samt romaner, har bl.a. dikteret (for han led af en øjensygdom) Fra Piazza del Popolo - men hvilken roman! Fra Piazza del Popolo, som foregår i Rom - og Dammark - især omkring 1853, hvor København hærgedes af den frygtelige kolera-epidemi.  Den er en kærligheds- og slægtsroman, og hvis nogen tænker lægeroman, ja så er en helt central figur faktisk læge.... Men der er intet vulgært eller underlødigt ved romanen. Det er simpelthen den roman, man bør læse, hvis man vil vide, hvad en roman er! Hvordan den kan opbygges, og hvad kvaliteten, essensen er ved romanen som genre. Der er spænding, masser af handling - og fantastiske beskrivelser af natur, steder og forhold, som næsten gør til en samtidsskildring - og alligevel er det en super roman. Det kan godt være, at den aldrig har dannet mode, aldrig har påvirket andre forfattere, men hvad hvis man betragter den ud fra dens kvaliteter, så må den anses for en hovedværk i dansk litteratur - en bog, der ikke burde kunne savnes på en dansk litteratur kanon!

Min mor, Grethe Kirsten Klug, har også skrevet en roman; Det bødes der for. Den er en af mine yndlingsbøger, og jeg har som den eneste været så heldig at få lov at høre hvert afsnit, lige når det var skrevet - og har siden hen læst den selv. Det meget smukke ved Det bødes der for - og efter min mening, det som Bergsøe mangler - er bogens farve. Det lys, den lethed, der er i bogen, når jeg læser den, og den glød og saft i beskrivelsen af personerne - som i virkeligheden beskriver sig selv - den indføling, der er med figurerne, er bare super. Jeg kan se alle scener for mig - lys levende - og jeg ved lige præcis hvordan personerne ser ud - det er ikke altid, en roman kan tænde disse billeder for mine øjne. Bogen handler om - ja, det skal man vist ikke fortælle for meget om, for som hos Dickens er der ikke tale om én hovedperson, og som hos Bersgøe er der ikke tale om ét spcialt lag, men hvis jeg siger, at den psykiske indsigt og præsentatione er på højde med Jane Austin, humoren på højde med Dickens og handlingens fremskriden på højde med Bergsøe - og så er der én ting, som glimrer ved sit fravær i gamle romaner, men som min mor har med i sin bog, nemlig den udbredte faktor, der kaldes for seksuel tiltrækning eller blot for sex!

Jeg holder meget af at læse - men ser man bort fra de genealogiske kilder, ja så bliver det desværre ikke til så meget, men at læse i sengen, når jeg lige skal slappe af, før jeg skal sove, det, synes jeg, er dejligt. Jeg kan allerbedst lide at læse lidt ældre bøger, fordi sproget i dem er bedre, mere rigt, end i de fleste nye bøger. Når man slægtsforsker får man jo efterhånden et større ordforråd, fordi man støder på så mange gamle udtryk og vendinger og ord - som alle findes på dansk, men måske ikke bruges meget i dag.

Lige nu er jeg ved at læse Rose Tremains Musik og Stilhed, og ser man bort fra fejlene i oversættelsen (ofte går sikkert forfatterindens fejl igen) og forfatterens faktuelle fejl (der ER nogle ting, som ikke rigtigt stemmer med Christian IVs Danmark), så er det en spændende bog, der er godt komponeret. Og så har den nogle fine folosofiske bemærkninger og betragtninger. Forfatterinden går ind under huden på personerne, og det er så dejligt, når det sker, synes jeg.

Ulrich Alster Klug